Talentudvikling

Som en naturlig del af DTU Bioengineering’s fokus på uddannelse arbejder vi systematisk og målrettet med de studerendes talentudvikling. Der er således tilbud om både særlige studieforløb og en række aktiviteter, der går ud over studieplanen. 

Særlige studieforløb 
Studerende der viser sig at være særligt talentfulde under deres bachelor, kan søge om at blive Honours studerende på Kandidatuddannelsen. Som Honours studerende tilbydes man et særligt tilrettelagt og udfordrende studieforløb. Læs mere om Honours Programmes på DTU’s hovedside.

Brobygning og talentudvikling går hånd i hånd
Instituttet fokuserer i sine rekrutteringsaktiviteter på at bygge bro mellem forskellige uddannelsesniveauer ved at give grund- og gymnasieskolerne adgang til universitetets viden og ressourcer i en pædagogisk og didaktisk tilpasset form. Ved at lade vores dygtigste studerende stå for undervisningen fungerer brobygningsaktiviteterne også som talentudvikling. De studerende opnår gennem disse ekstracurriculære aktiviteter kompetencer indenfor formidling, projektledelse, økonomistyring og organisationsforståelse. 
De studerende lærer gennem et stort selvstændigt ansvar for idéudvikling, planlægning og udførelse af de forskellige aktiviteter, mens instituttet leverer rammerne.

Eduforce
Eduforce er et team af dygtige studerende fra uddannelserne Bioteknologi og Teknisk Biomedicin, der underviser gymnasie- og htx-elever i et pensum, der rækker langt ud over, hvad eleverne på landets ungdomsuddannelser er vant til. En stor del af undervisningen foregår på DTU i Biotékets undervisningslaboratorier, hvor der tilbydes gratis undervisningsbesøg for gymnasie- og htx-klasser med enten bioteknologi, kemi eller biologi på A-niveau. Eduforce er på denne vis helt central i både rekrutterings- og talentarbejdet.


Biotech Academy 
Biotech Academy er et elitenetværk af ekstra dygtige studerende fra DTU, der producerer online undervisningsmateriale om bioteknologi til gymnasier, htx og grundskolen. De studerende står selv for fundraising, økonomi- og tidsstyring samt projektafrapportering og træner således deres projektlederevner. Da projekterne ofte involverer biotek-virksomheder opnår de studerende desuden værdifulde kontakter til industrien. Læs mere om Biotech Academy på hjemmesiden biotechacademy.dk.

SBE
Society for Biological Engineering (SBE) er Danmarks største non-profit organisation for studerende med interesse i bioteknologi. SBE arbejder på at integrere biologi, teknik og innovation i ét interessefelt og at skabe netværk mellem studerende, universiter og industri, såvel nationalt som internationalt.
Læs mere på SBE’s hjemmeside sbe.dtu.dk.

BioBuilders
DTU BioBuilders er en gruppe dedikerede studenter, der arbejder på at løse samfundsmæssige problemstillinger med syntetisk biologi. Teamet ændres for hvert år og har som bunden målsætning, at deltage i årets internationale konkurrence iGEM (International Genetically Engineered Machine), der er verdens største konkurrence indenfor syntetisk biologi.
DTU Biobuilders er primært studenter drevet, men har faglig og administrativ support fra instituttet.
Læs mere om BioBuilders på www.biobuilders.dtu.dk.


Kontakt

Malene Bonné Meyer
Undervisningschef
DTU Bioengineering
45 25 49 33