Katrine Maarlev, forretningsudvikler DTU. Foto Mikal Schlosser.

Opfindere skal tidligt konfronteres med markedet

fredag 01 mar 19

Kontakt

Katrine Kamph Slott Maarlev
Forretningsudvikler
Afdeling for Innovation og Sektorudvikling
60 15 58 73

Tre råd til opfindere

Katrine er forretningsudvikler i DTU Tech Transfer og hun har selv en kandidat uddannelse fra DTU, M.Sc. i Farmateknologi. Herudover har hun en cand.merc. fra Copenhagen Business School i forretningsudvikling og entreprenørskab i biotekindustrien. Katrine har tidligere arbejdet som CEO i biotekfirmaet Glycospot ApS, hvor hun bl.a. var ansvarlig for etablering af virksomheden, licensforhandlinger, kapitalrejsning og den daglige drift.
Katrine Maarlev har tre gode råd til forskere og studerende med en opfindelse:

• Tag tidligt kontakt til nogen som har indsigt i markedet og kundernes behov, også selv om du ikke har et færdigt produkt endnu.
• Test umodne prototyper i iterative processer sammen med dine fremtidige kunder. På den måde får du værdifuldt input til hvad dit produkt skal kunne.
• Find ud af hvilket problem du løser for kunderne, hvad kunderne gør i dag, og hvor meget det koster dem. Det giver en god indikation for hvad kunderne er villige til at betale.

DTU Bioengineering

DTU udgav i 2018 analysen ”Iværksætteri på DTU gennem to årtier”. Analysen er udarbejdet af konsulentbureauet IRIS Group og viser, at DTU i gennemsnit har været fødselshjælper for to nye virksomheder om ugen de seneste 20 år. Næsten en fjerdedel af alle DTU-iværksættervirksomheder beskæftiger sig med life science produkter, f.eks. i form af medicinsk teknologi, biotek, avancerede fødevarer – herunder medicoteknik og bioaktive ingredienser til fødevarer og dyrefoder. På DTU Bioengineering er der meget stærke kompetencer inden for bioteknologi, fødevareteknologi og biomedicin, som alle peger i retning mod danske styrkeområder i industrien.

DTU Bioengineering har netop gennemgået en ekstern forskningsevaluering som pegede på instituttets store samling af svampe som værende helt unik, og med stort potentiale som kilde til nye opfindelser. Et område hvor der forventes at blive gjort store fremskridt i den nærmeste fremtider mikroorganismer med gavnlige effekter til forebyggelse af sygdomme hos mennesker, dyr og planter.
Tidlig kontakt til virksomheder og vurdering af markedet er afgørende for om startup-virksomheder får succes med opfindelser.

”Det er en god ide – men er der et marked for det?” Det spørgsmål stiller hundredevis af studerende og forskere på DTU sig selv hvert år. På DTU Bioengineering arbejder forretningsudvikler Katrine Maarlev fra DTU Tech Transfer med at få forskere og studerende til aktivt at opsøge svar på spørgsmålet, fordi det er afgørende for, om de får udviklet deres opfindelse til et produkt markedet efterspørger.

”Potentialet for at kommercialisere en opfindelse udspringer ofte af et tidligere samarbejde mellem forskere og virksomheder eller rammer en problemstilling virksomhederne har. Derfor er noget af det første vi gør i dialogen med forskere, at vi afsøger mulighederne for at gøre deres projekt til et samarbejde med en virksomhed,” siger Katrine Maarlev.

Funding skaber fremdrift

"Funding er en utrolig vigtig driver for al forskning og innovation. Ved at gå tidligt ind og hjælpe startup-virksomheder kan vi skabe en strøm i finansieringen af udgifter, så vi får fremdrift i forskningen."
Katrine Maarlev, forretningsudvikler.

På DTU Bioengineering står forskere og studerende årligt bag omkring ti opfindelser, hvor Katrine Maarlev vil hjælpe DTU-ansatte videre fra idé over patentering og licensering til forretningsudvikling og finansiering. Et af de seneste projekter vedrører startup-virksomheden Chromologics, som udvikler nye typer af naturlige farvestoffer til fødevarer. Chromologics har været dygtige til at tiltrække finansiering fra forskellige fonde i den rigtige rækkefølge.

”Funding er en utrolig vigtig driver for al forskning og innovation. Ved at gå tidligt ind og hjælpe startup-virksomheder som Chromologics med at søge finansiering fra forskellige fonde i den mest optimale rækkefølge, kan vi skabe en strøm i finansieringen af udgifter, så vi får fremdrift i forskningen og får afklaret om projektet holder på den kommercielle bane,” siger Katrine Maarlev.

”Det kræver et stærkt team og hårdt arbejde, så hver ny finansiering fører til fremskridt, der kan bruges til at tiltrække den næste investering. Her har Chromologics udnyttet mulighederne optimalt ved først at opnå støtte fra DTUs egne midler et såkaldt DTU PoC Grant, herefter fra Novo Nordisk Fonden via et Exploratory Pre-Seed Grant og efterfølgende et Pre-Seed Grant, og senest en InnoBooster bevilling fra Innovationsfonden,” forklarer Katrine Maarlev.

Samarbejde med virksomheder

Ud over Chromologics har DTU Bioengineering de seneste år været base for biotek startups som Mosspiration Biotech, der producerer duftstoffer til parfumeindustrien, VenomAid Diagnostics, der udvikler modgift til slangebid og Bactolife, som bekæmper antibiotikaresistens.

Katrine Maarlev fremhæver, at Danmark har stærke kompetencer inden for bioteknologi, farma, fermenteringsprocesser, proteiner og mikroorganismer. I mange tilfælde kan startup-virksomheder have gavn af at gå i partnerskab med en større virksomhed, bl.a. fordi fremstillingen af nye stoffer skal ske i store anlæg, for at producere de mængder, som er nødvendige, hvis et nyt bioteknologisk produkt skal kunne tjene sig hjem.

”Vi er i et område, hvor det at skabe en startup-virksomhed kræver store investeringer for at nå på markedet med et produkt. Bioteknologi er ikke en elektronisk dims, du lige kan producere. Der er en lang udviklingshorisont på de her projekter og et stort optimeringsarbejde. Og hvis vi er ovre i farma- og fødevaredelen, stiller myndighederne store krav til dokumentation. Producenterne skal dokumentere nye produkters renhed og i mange tilfælde skal produkterne afprøves på mennesker i kliniske forsøg, som er meget dyre,” siger Katrine Maarlev.

DTU Tech Transfer er en del af DTUs økosystem for innovation og entreprenørskab. Økosystemet består derudover af b.la. DTU Entrepreneurship, som klæder ingeniørerne på til at forstå samspillet mellem teknologi og fremtidens nye forretningsmodeller, og DTU Skylab, som er en innovationshub for studerende og ansatte, med tilbud om finansiering, innovationskonkurrencer, kontakt til virksomheder, prototypeværksteder, labs og events.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.