Foto fra DTU Kemitektnik taget af Thorkild Christensen

Nye uddannelser i gæringsteknologi styrker bioteknologisk produktion i Danmark

onsdag 31 jan 18

Kontakt

Rasmus Larsen
Prorektor
Rektoratet
45 25 10 10

Kontakt

Bjarke Bak Christensen
Institutdirektør
DTU Bioengineering
30 66 42 33

Kontakt

Bo Skjold Larsen
Chief Operating Officer
DTU Biosustain
45 25 80 08

Kontakt

Kim Dam-Johansen
Professor, Institutdirektør
DTU Kemiteknik
45 25 28 45

DTU opretter nye uddannelser i gæringsbaseret produktion med en bevilling på 187 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden.

De nye uddannelser bliver skabt i DTUs eksisterende uddannelsesmiljø og fokuseres på at uddanne specialister i biobaseret produktion baseret på gærceller, bakterier og mammale celler. Uddannelserne vil levere højtuddannede kandidater med kompetencer, som industrien i den grad mangler i dag, og være med til at fremme den grønne omstilling, vurderer prorektor på DTU Rasmus Larsen, der står i spidsen for det nye initiativ.

"Uddannelserne vil levere højtuddannede kandidater med kompetencer, som industrien i den grad mangler i dag, og være med til at fremme den grønne omstilling"
Prorektor Rasmus Larsen, DTU

”Styring af gæringsprocesser er en flaskehals i mange virksomheder inden for energi-, fødevare- og medicinalproduktion. Derfor er det meget glædeligt, at vi nu får skabt et miljø, der uddanner højt kvalificerede kandidater til industrien, styrker bæredygtig produktion og styrker Danmarks førende position inden for bioteknologisk produktion,” siger Rasmus Larsen.

Novo Nordisk Fondens bevilling til DTU's uddannelser i gæringsbaseret produktion skaber et specialiseret uddannelsestilbud, som er blandt de første af sin art internationalt. Uddannelserne bliver til i et samarbejde mellem DTU Bioengineering, DTU Kemiteknik og The Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability og udvikles i et tæt samarbejde med industrien.

DTU opfører, som en del af bevillingen, to nye laboratoriefaciliteter, som giver de studerende adgang til at arbejde med gæring af genetisk modificerede organismer og mulighed for at teste et stort antal cellestammer i anlæg med høj gennemstrømning. Med bevillingen kan DTU tilbyde undervisning på det højeste internationale niveau i alle dele af de biobaserede processer, fra forædling af celler til udvikling af nye processer og anvendelse af celler til produktion i store anlæg i industrien.

Biobaserede teknologier, som gæringsteknologi er et eksempel på, anvender celler fra f.eks. gær eller bakterier i produktionen. En central videnskabelig disciplin i de nye uddannelser er at kunne designe og omprogrammere mikroorganismer som bakterier og svampe og udnytte de nye celler til at producere f.eks. fødevareingredienser, lægemidler og kemikalier.

Den gæringsbaserede produktion er allerede i dag udbredt i den kemiske og biofarmaceutiske produktion, og med det nye uddannelsesinitiativ forventes den at kunne bidrage markant til en bæredygtig udvikling. De biobaserede teknologier reducerer den mængde energi, der er nødvendig i produktionen, og har store perspektiver for biologisk rensning af f.eks. forurening, bedre udnyttelse af affald og udvikling af nye materialer.

Novo Nordisk Fondens bevilling strækker sig over en syvårig periode, hvor DTU vil uddanne i alt ca. 30 topkandidater på ph.d.-niveau, årligt 15-20 på kandidatniveau og desuden tilbyde videre- og efteruddannelser. Der bliver i forbindelse med etablering af uddannelserne oprettet fire nye akademiske stillinger, som skal styrke forskningen knyttet til uddannelserne og sikre, at der leveres undervisning på internationalt niveau.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.