Laborant/laboratorietekniker (barselsvikariat)

DTU Bioengineering
onsdag 07 feb 18

Send ansøgning

Frist 26. februar 2018
Du kan søge om jobbet ved DTU Bioengineering ved at udfylde den efterfølgende ansøgningsformular.

Ansøg online

Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Institut for Bioteknologi og Biomedicin (DTU Bioengineering), søger en dygtig og entusiastisk laborant/laboratorietekniker, der kan arbejde som barselsvikar i Enzyme and Protein Chemistry gruppen med kloning og fremstilling af rekombinante enzymer og proteiner i mikroorganismer og karakterisering af deres molekylære og enzymatiske egenskaber.
Stillingen er placeret i instituttets sektion for Proteinvidenskab og Signalbiologi.

De primære ansvarsområder
Du vil sammen med andre teknikere blive ansvarlig for apparatur (automatiske kromatografer, inkubatorer, bioreaktorer, elektroforese, PCR, ELISA-læser og andet laboratorieudstyr), vedligehold af laboratorier, indkøb af kemikalier og instruktion af projektstuderende og yngre forskere.

Vores forventninger til dig
Du er uddannet laborant eller laboratorietekniker med gode engelskkundskaber i skrift og tale, rutine med Microsoft Office pakken samt viden og erfaring med arbejde og sikkerhed i et dynamisk forskningsmiljø med mange internationale medarbejdere.

Hvad tilbyder vi dig
På DTU bliver du del af et universitet, hvor viden og uddannelse med et globalt perspektiv er omdrejningspunktet. Ny teknologi, innovation og viljen til at skabe noget, der kan komme os alle til gavn, er hjørnestene på DTU. Vi værdsætter høj faglighed, og ønsker at du løbende udvikler dig i takt med dit ansvar. En naturlig del af dit nye job bliver således høj faglighed, din egen udvikling og ansvarlig handlefrihed.

Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 32 timer og ønskes besat 1. april eller hurtigst muligt derefter indtil 31 januar 2019. Der kan blive mulighed for forlængelse i forbindelse med besættelse af en lignende stilling inden for beslægtede forskningsområder.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK/Stat) indgået med Finansministeriet.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din ansøgning senest den 26. februar 2018. Åbn linket ”søg stillingen online”, hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.

Ansøgningen kan skrives på dansk eller engelsk.

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte Professor Birte Svensson på mail bis@bio.dtu.dk eller telefon +45 45252740.

Du kan læse mere om instituttet på www.bioengineering.dtu.dk/

Alle interesserede uanset alder, køn, race, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.

Institut for Bioteknologi og Biomedicin (DTU Bioengineering) udfører forskning, undervisning, myndighedsbetjening og innovation inden for områderne mikrobiologi, biokemi, bioteknologi og biomedicin. Instituttets forskning er på højeste internationale niveau og er fokuseret på de samfundsmæssige og videnskabelige udfordringer inden for feltet. Instituttets forskning fordeler sig på tre hovedområder: Mikrobiel økologi og fysiologi, Industriel bioteknologi og cellefabrikker og Biomedicin og sundhed. Instituttet har omfattende samarbejder med danske og udenlandske forskningsinstitutioner og virksomheder. DTU Bioengineering har ca. 150 ansatte, hvoraf 2/3 er videnskabelige medarbejdere. Instituttet har til huse på DTU Lyngby Campus.

DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde og standard. Vores mission er at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. 11.000 studerende uddanner sig her til fremtiden, og 5.800 medarbejdere har hver dag fokus på uddannelse, forskning, innovation og forskningsbaseret rådgivning, som bidrager til øget vækst og velfærd. DTU stiller krav og giver muligheder uanset hvor i organisationen, man arbejder. Vi står for høj faglighed, kollegial respekt og ansvarlig handlefrihed.