Resistente bakterier kan bekæmpes med kendte antibiotika

fredag 18 sep 20

Kontakt

Morten Otto Alexander Sommer
Scientific Director
DTU Biosustain
21 51 83 40

Det er muligt at bekæmpe resistente E. coli-bakterier ved at kombinere to alment kendte antibiotika.

Én måde at omgå resistens på er at finde nye måder at anvende eksisterende antibiotika på. Det har forskningssektionen Bacterial Synthetic Biology på DTU Biosustain kigget på.

Forskerholdet har haft fokus på den multiresistente E. coli-bakterie ESBL, som gør behandling af urinvejsinfektioner svær. Dog viser det sig, at man kan udnytte bakteriens resistens i behandlingen af infektionen. Det sker ved at kombinere to almindeligt anvendte antibiotika, mecillinam og cefotaxim. Det er nemlig sådan, at bakteriens resistens mod det ene medikament ’tænder’ for mikroorganismens følsomhed over for det andet medikament. Bakteriens øgede følsomhed gør det muligt at slå den ud. Fænomenet er almindeligt kendt og kaldes for ’collateral sensitivity’.

Gamle antibiotika på nye flasker

Forskerholdet på DTU Biosustain fandt frem til, at resistensen knytter sig til mutationer i et specifikt gen i ESBL, nemlig CTX-M-15-genet. CTX-M-15- mutationer er ret udbredte globalt og begrænser lægernes evne til effektivt at behandle urinvejsinfektioner. I laboratoriet undersøgte forskerholdet kombinationer af antibiotika.

Fordelen ved anvendelse af mecillinam og cefotaxim som kombinationsbehandling er, at begge lægemidler kan gives som piller og allerede er godkendt på markedet. Nye antibiotika kommer sjældent på markedet, hvilket tvinger lægerne til at finde nye måder at anvende de eksisterende lægemidler på for netop at undgå resistens.

Målet er personlige behandlinger

50 pct. af kvinder på verdensplan rapporterer at have haft urinvejsinfektion på et eller andet tidspunkt i deres liv ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO. Derfor er der store perspektiver i denne nye kombinationsbehandling.

Behandlingen virker dog kun med denne specifikke stamme af ESBL med den bestemte mutation. Derfor er det afgørende at kende de sygdomsfremkaldende bakteriers mutationsprofil for at vælge den rigtige kombinationsstrategi.

”Det er nødvendigt at DNA-sekventere prøver fra patienter for at kunne skræddersy antibiotikabehandlingen baseret på mutationslandskabet,” siger scientific director Morten Sommer, der leder Bacterial Synthetic Biology.

Metoden giver andre forskere mulighed for at undersøge andre resistensgener for at finde nye antibiotikakombinationer og derved udnytte ’collateral sensitivity’ til at bekæmpe infektioner trods resistens.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.