Bjarke Bak Christensen

Bioteknologi spiller central rolle i coronakrisen

fredag 24 apr 20

Kontakt

Bjarke Bak Christensen
Institutdirektør
DTU Bioengineering
30 66 42 33

Leder i Nyhedsbrev

DTU Bioengineering udsender hvert kvartal et nyhedsbrev på engelsk med et udpluk af den seneste forskning. Nyhedsbrevet sætter fokus på aktuelle temaer og bliver kommenteret af institutdirektør Bjarke Bak Christensen. 

Tilmeld dig nyhedsbrevet.

Coronakrisen

Corona pandemien udløser stor forskningsaktivitet og laboratorier indgår som en del af det nationale kriseberedskab.

Corona pandemien tester universiteternes evne til at indgå som en del af det nationale kriseberedskab. Det mærker vi i stort omfang på DTU Bioengineering, hvor flere forskningsgrupper har kastet sig ind i at udvikle nye metoder til detektering af coronavirus, forske i biologiske markører for farlige influenzavira og i at udvikle enzymer til reagenser. 

Coronakrisen gør universiteternes rolle i samfundets kriseberedskab meget tydelig. Set fra et forskningsmæssigt perspektiv er det en fantastisk udfordring at mande op på projekter, som kan levere løsninger på udfordringerne i krisen. Det skal vel at mærke ske samtidig med at vi leverer vores grundydelse med uddannelse og anden forskning. 

Coronatest

Coronakrisen har sat gang i forskningsprojekter på en række af DTU’s institutter. DTU Bioengineering´s molekylære tilgang til biomedicin og sundhed spiller en vigtig rolle i forhold til at  udvikle de metoder, der skal til for at få coronavirus under kontrol, og udvikle de test der skal til for at kunne afgøre om et menneske er inficeret med coronavirus.

Det molekylære fokus er stærkt efterspurgt i en række af de projekter vores forskere deltager i. Men vi kan ikke gøre det alene. Vi er ikke læger, og vi har ikke forståelsen for, hvordan man håndterer virus infektionsmedicinsk og behandlingsmæssigt. Så vi har brug for et tæt samarbejde med læger og epidemiologer.

Koordinering af forskningssamarbejde

Coronakrisen udfordrer de faglige miljøer og virksomheder til at være bevidste om deres kernekompetencer. Det gælder også på DTU Bioengineering, hvor vi f.eks. har undladt at byde ind på opgaver som udvikling af en egentlig vaccine, selv om instituttet har fagligheden til det. Her mener vi at en række virksomheder og organisationer har større forskningsfaglig kapacitet at trække på.

I det hele taget er det ledelsesmæssigt en stor opgave at koordinere kræfterne, så vi udnytter kapaciteten rigtigt og ikke løber efter de samme projekter. Det gør vi internt på DTU, men i det store samspil med virksomheder og andre universiteter forsøger vi så vidt mulig at lade forskerne selv sammensætte deres forskningshold. Vi kan hjælpe med at guide forskerne i den rigtige retning, men forsøger vi at koordinere for meget binder vi i stedet forskernes tid, og demotiverer mere end vi gavner.

Jeg har tillid til, at koordinering og prioritering i sidste ende bliver varetaget på bedste vis af de virksomheder og fonde, som giver støtte til forskning, og de på den måde sørger for, at de mest akutte udfordringer får højeste forskningsmæssige prioritet.

Bjarke Bak Christensen, direktør DTU Bioengineering.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.